top of page
SKULPTURER SÆSON 2022-23

Her på siden har du en oversigt over samtlige skulpturer i Skulpturby Give.

Scroll ned for at se alle skulpturerne.

Klik på de enkelte skulpturer for at få information om kunstner, materiale og pris.

TRÆSYMPOSIUM

Fredag den 3. juni 2022 fik Skulpturby Give 4 nye skulpturer – skabt på Kunst- & Skulpturdag.

Det var en stor oplevelse at følge træets forvandling fra et kæmpe asketræ – savet i 4 store kævler, til de kunstværker, som nu står i byen. De fleste af kunstnerne er kendte i byen: 

Søren Cip med skulpturer og is-skulpturfestival, Susanne Ahrenkiel fra is-skulpturfestival, Dagmar Grau Møller fra is-skulpturfestival – kun Victoria Kloppenborg Lunde og Andreas Hesian-Gundesen var nye.

IMG_4250.jpg

Søren Cip

Maske med titel: Søren begyndte at lave masker i 1989. Det var ren praktik. Han skulle flytte og kunne ikke fragte et stort fældet ahorntræ med sig. Der var ikke andet at gøre, end at flække træet op i mindre stykker og udhule og skære væk. Det blev starten på masker.

Normalt hedder maskerne ikke noget. Men denne her hedder: "Maske med titel"! En maske er noget man ifører sig. Med et bestemt udtryk. Denne maske skal også ses fra bagsiden. Maskens/menneskets indre.

Susanne Ahrenkiel

Udstyret med 5-6 motorsave i alle størrelser, angreb Susanne træet - og i starten snakkede hun om en spire, som så udviklede sig til "En Himmelflod". Det handler om mellemrummet i alt det, der er. Det er dybderne, der skaber formerne. Det organiske, det levende, livets sjæle.

Byrum mangler organiske former. Det er et organisk orakel. Spejl det så – vend det mod dig selv – så bliver man lille og ydmyg.

IMG_4247.jpg
IMG_4256.jpg

Dagmar Grau Møller og

Victoria Kloppenborg Lunde

To skønne unge kunstnere på vej frem i kunstverdenen, som begge er vant til at arbejde to-dimensionelt. Derfor var det nærliggende at arbejde med relieffer.

Dagmar og Victoria arbejder figurativt og fortællende – man skal gå rundt om skulpturen og danne sig en historie ud fra de elementer, de har skabt i træet. Man får nogle billeder forærende, som er med til at danne en historie fuld af fantasi.

Andreas Hesian-Gundesen

En alsidig mand med en spændende karriere. Lystekniker, tatovør, pædagog, viking, jernskulptør. Andreas' tanke med skulpturen var hentet efter inspiration fra den nordiske mytologi: Ginnungagap, som er det store tomrum i universet. Kulden og isen møder ilden og varmen, og der opstår en tåge og ud af disse elementer opstår en dråbe.

Men skulpturen ændrede udtryk undervejs: En maske opstod, og Andreas fremtryllede figurerne fra H.C Andersens Snedronningen, som handler om det gode og det onde. Drengen Kaj, som bliver kold og ufølsom fordi han får en issplint i øjet. Kun ægte kærlighed kan fjerne splinten. Det gør Gerdas tåre – og kærligheden sejrer.

IMG_4261.jpg
bottom of page